Carl Nielsen — Sangen har Lysning

Sangen har lysning, og derfor den gyder Over dit arbejd forklarelsens skin; Sangen har varme, og derfor den bryder Stivhed og frost, så det tø'r i dit sinn Sangen har evighed, derfor den skyder Fortid og fræmtid i hob for dit syn Tænder uendelig attrå og flyder Bort i et lys-hav af længsler og lyn Sangen forener, idet den fortoner Mislyd og tvil på sin strålende gang; Sangen forener, idet den forsoner Kamp-lystne kræfter i samstemmig trang: Trangen til skønhed, til dåd, til det rene! - Nogle kan gå på dens lys-lange bro Højere, højere, fræm til det ene Som ikke åbnes for annet æn tro Fortidens længsler i fortidens sange Kaster vemodigt en aften-rød glans; Samtidens længsler i toner vi fange In for en eftertids sjæl-fulle sans Slægternes ungdom i sangen har møde Tumler sin stund i de tonende ord; - fler æn vi aner, ja, ånder af døde Vugges i kvæld i vort festlige kor