Henrik Ibsen — Kløften

Tungt trak det op; en regnsky brast Og kløften blev en elv i hast Og alt som uvejrs-flommen steg Den bobled, bruste, sang og skreg Det trak forbi; det lufted væk Og elven skrumped ind til bæk Der hvisled dråbers regnbu-støv; Der rasled perler over løv En vakker hundedag – som før lå kløftens grusbund ganske tør Men klangen blev: der hvisled støv Der knirked kvas, der rasled løv Det minded fjernt om kildevæld Jeg selv har sværmet der en kveld