Kim Larsen — Hubertus

[Vers 1] Hubertus var en syvårs-fulfed moppe Af ægte arisk kolinarisk rod Syv racer blanded' sig i hver en loppe Som daglig sysled' med Huberti-blod Han leved' med en trofast herskerinde En syv-og-firsendes-tyve-årig kvinde Af silkebånd var tvundet fyrens lænke Han var sin frues trøst, thi hun var enke [Vers 2] Ak, selv en enke dør trods al sin troskab Men først hun stiftede et testament Og efterlod sit husgeråd og boskab Til en veninde - Frøken Skyldfri Glent Plus tredive tusind - åh, sikken gave Ja, alt det på den betingelse skal du have Blot du vil Sankt Hubertus til dig tage Thi man skal være god imod sin mage [Vers 3] Gud fri mig, hvor den kommer ubelejligt Skreg glenten: "Hva' ska' jeg med hunde her? Åh, nu sku' jeg netop til at ha' det så dejligt Med tredive tusind i mit sekretær Jeg skulle rejse nu og købe udstyr Men ak, hvor ta'r man hen, når man har husdyr? Som Moses engang stod på bjerget Nemo Står jeg nu her - farvel Paris og San Remo" [Vers 4] Syv år hengik med lutter jammerklage Og glenten tabte syv-og-fyrre pund Så døde den en frostnat, mæt af dage Men hvor sku' hun gøre af den døde hund? Nu ved jeg det, jeg kender jo Frøken Fikke Hun har et sommerhus, og hun bor der ikke Fluks stopper jeg i kufferten, hyænen Ubeset ka' jeg begrave ham i plænen [Vers 5] Hun entrede en sporvogn, ka' man tænke På forperronen stod en skummel fyr Han mønstrede de sørgeklædte enke Og navnlig hendes kuffert, der var dyr Ved næste stoppested - ja, der har vi balladen Han griber kufferten og styrter ud på gaden Rask med den tunge kuffert bort han joller Tænk hvad han si'r, når han ser, hva' den indeholder [Vers 6] Stop tyven - konduktøren kimer Vognstyreren hoster, åh, jeg' et nervebundt "Nej, kør videre", skriger glenten Åh, jeg besvimer, jeg får ondt Nu 'jeg fri - ska' aldrig mer' bemoppes For den, der har dalet, ska' altid toppes Rask en ti'er hun ga' til konduktøren Da hun kom hjem stod kufferten for døren