Henrik Ibsen — Maaneskinsfart paa Havet

Fuldmaanen skinner; – henover den vide Slumrende Havflade breder sig mildt I magisk Fortoning de glindsende, blide Maanelysstrømme, mens Alting er stilt; 5 Mens Nathimlens Stjerne i Dybet sig bader Og Lysningen funkler fra Bølge til Bølge; – Let glider min Snekke paa Voven, – den følge De deilige, maanebeskinnede Rader. – Hist inde hvor Birkenes Grene sig strække 10 Fortroligen ludende ud over Sø, – Der hvilte jeg nys under løvrige Dække, Der er det saa tyst, – o, der kunde jeg dø, – Der kunde jeg slumre bag Gravhøien rolig, Der kunde Bølgen i Stormnatten kvæde 15 Der kunde Havdybets Aander jo græde, Fylde med længselfuld Klage min Bolig. – – Dog nei, – det er trykkende lummert ved Stranden! – Ud maa jeg paa Bølgerne langt ifra Land. Der vifter Havvinden kjøligt om Panden 20 Der vil jeg slukke den Længselens Brand, Som nager mit Hjerte, – o, der er det stille, Der strækker sig Havsletten slumrende, øde, Der følger mig Ingen, undtagen de Døde, Hvis Øine saa sælsomt i Voverne spille. – – 25 Troer du maaskee det er Stjerner som blinke I Dybet hist nede med taareslørt Glands? Ha, seer du, de komme, de svinde, de vinke Og hvirvle sig vildt i den mystiske Dands? – Der vilde jeg sikkerlig føle mig hjemme, – 30 Der kunde jeg slukke hver knugende Smærte, Der stille hver Kval, som mit Indre fortærte! – Ja, der er det herligt; – der kunde jeg glemme! –