Edvard Grieg — Bergmanden

Bergvæg, brist med drøn og brag For mit tunge hammerslag! Nedad må jeg vejen bryde Til jeg hører malmen lyde Dybt i fjeldets øde nat Vinker mig den rige skat, - Diamant og ædelstene Mellem guldets røde grene Og i dybet er der fred, - Fred og ørk fra evighed; - Bryd mig vejen, tunge hammer Til det dulgtes hjertеkammer! Engang sad som gut jeg glad Under himlеns stjernerad Trådte vårens blomsterveje Havde barnefred i eje Men jeg glemte dagens pragt I den midnatsmørke schakt Glemte liens sus og sange I min grubes tempelgange Dengang først jeg steg herind Tænkte jeg med skyldfrit sind: Dybets ånder skal mig råde Livets endeløse gåde. - End har ingen ånd mig lært Hvad mig tykkedes så sært; End er ingen stråle runden Som kan lyse op fra grunden Har jeg fejlet? Fører ej Frem til klarhed denne vej? Lyset blinder jo mit øje Hvis jeg søger i det høje Nej, i dybet må jeg ned; Der er fred fra evighed Bryd mig vejen, tunge hammer Til det dulgtes hjertekammer! - Hammerslag på hammerslag Indtil livets sidste dag Ingen morgenstråle skinner; Ingen håbets sol oprinder